Guided Reading er en læsemetode, der styrker læsningen i indskolingen og skaber variation samt et øget ordforråd blandt eleverne.
Guided Reading stammer fra England, hvor det er en del af literacyundervisningen på lige fod med Guided Writing. Læsemetoden går ud på, at eleverne læser i små grupper. Grupperne er tilpasset elevernes individuelle niveau, og der er støtte fra en lærer eller pædagog.
Styrket læselyst
Formålet med Guided Reading er at styrke læsningen i en tidlig alder, ved at sætte eleverne til at læse bøger, de kan læse med næsten 90 % nøjagtighed. Bøgerne skal vælges med omhu og meget gerne tage afsæt i elevernes viden om verden, således at læseren sættes i en autentisk læsesituation. Ud fra få strategier, støtte og dialog, kan eleverne således nemt forstå og relatere til indholdet. Der er fokus på bogens handling, men eleverne benytter også problemløsningsstrategier i arbejdet med at finde ord, de ikke kender. Desuden arbejdes sætningsopbygning.
Formålet bliver derfor at få eleverne præsenteret for forskellige tekster, og at eleverne med lidt støtte formår at overføre strategierne til en ny ukendt tekst. Det endegyldige mål er således at få selvstændige læsere på et tidligere tidspunkt.
Selvstændige læsere
Med Guided Reading sættes eleverne hyppigere i en autentisk tilrettelagt læsekontekst, hvor de mødes på det niveau, de er. Lærerens rolle er at guide eleverne gennem læsningen, samt den efterfølgende samtale om bogens handling, hvorfor formålet med at læse en bog pludselig bliver synliggjort for den enkelte elev. Eleverne introduceres, under Guided Reading, for ukendte ord og sætninger samt læse- og tekstforståelsesstrategier med støtte fra en lærer, hvilket hjælper dem til at blive bedre og selvstændige læsere.
Beskrivelse af praksis
Eleverne sidder i deres gruppe med den samme lærer hver gang, så hun/han kender dem og deres niveau. Læreren arbejder ud fra en læseguide, der er specifikt udarbejdet til én bog, hvorfor det er vigtigt at holde sig for øje, hvad fokusområdet er fra bog til bog. Dette varierer i takt med at niveauet stiger. Selve læsningen er delt op i tre faser; før, under og efter læsning.
Før læsningen
Læreren sætter rammen for læsningen og aktiverer elevernes baggrundsviden ved at kigge på bogen sammen med eleverne. Nu igangsættes forskellige forforståelsesaktiviteter. Det kan være en hurtig bladren gennem bogen, hvor eleverne ud fra billederne forudsiger, hvad den handler om.
Lærer og elever taler om titlen og dens betydning, drøfter nye ord eller taler om genren. Minder bogen dem om noget de har læst før? Eleverne indgår i dialog, stiller spørgsmål, opdager information i teksten, samt opbygger en forventning til bogens handling.
Under læsningen
Læreren læser først bogen højt for eleverne, mens hun/han peger med sin finger under hvert et ord. Dernæst læser eleverne selv bogen, mens de peger med fingeren under hvert ord. Her er det vigtigt, at læreren kan se, hvorvidt eleven ”kan få det til at passe” - altså pege under hvert ord.
Lærerens fornemmeste opgave er at få motiveret læseren, samt få eleven til at vælge en anden strategi, eksempelvis: ”hvor er det godt, du peger under hvert ord” eller ”godt, prøv at gå tilbage og få det til at passe”. Undervejs noterer læreren i et evalueringsark, hvorvidt eleven peger under ordene, kan læse lydene samt hvorledes udviklingen ser ud. Her stilles krav til, at eleven er aktiv og forsøger at læse ordene og sætte handlingen ind i en kontekst.
Efter læsningen
Når eleverne har læst bogen et par gange, og læreren har lyttet til dem alle, følges der op med en dialog. Handlede bogen om det, eleverne troede, den handlede om? Hvorfor og hvorfor ikke? Her aktiveres elevernes refleksionsevne. Sammen dykkes der ned i teksten, og eleverne leder efter konkrete ord/sætninger, der be- eller afkræfter det, de troede, således at de kan argumentere for det, de siger.
I hver bog er der et fokusord, som eleverne kan skrive med tusch på en tavle, stave med magnetbogstaver, samt tælle hyppigheden af ordet i bogen. Allerede på et tidligt stadie forventes det, at eleverne kan omsætte deres forståelse af teksten til et mundtligt plan.