onsdag den 27. september 2023

torsdag den 10. august 2023

De nationale overgangstest i ugerne 35-37

Kære dansklærere

Eleverne i 2., 3. 4. og 8. klasse skal alle tage Den Nationale Overgangstest i læsning i perioden 28.8 til 15.9 / ugerne 35-37.

I skal ikke booke tid til testen, men I skal afholde den i god tid, da alle elever skal nå at tage testen indenfor de tre uger. I kan finde testen på test og prøver.

Testen er opdelt i to delprøver: 

Del 1 - afkodning
Del 2 - sprogforståelse og tekstforståelse

Testtid i læsning 

Testen på 2. klassetrin varer 30 minutter, mens testene på de øvrige klassetrin varer 45 minutter. Eleverne må ikke bruge mere end den samlede testtid på testen i læsning. Det er dig som lærer, der starter og stopper testen, og som har ansvaret for at afslutte testen, når tiden er gået. 

Eleverne skal gives 4 minutter i 2. klasse og 5 minutter på øvrige klassetrin til at løse opgaver i del 1.

Efter del 1 går eleverne i gang med del 2 (sprogforståelse og tekstforståelse). Eleverne skal gives 26 minutter i 2. klasse og 40 minutter på øvrige klassetrin til at løse opgaver i del 2. 

Teknisk set er del 1 og del 2 to selvstændige dele i testsystemet, som du skal give eleven adgang til at tilgå. 

Nedenfor kan du se en oversigt over den tid, eleverne bør gives til hver del. 

2. klasse Afkodning (4 min.) Sprogforståelse og tekstforståelse (26 min.) 30 minutter 

3. klasse Afkodning (5 min.) Sprogforståelse og tekstforståelse (40 min.) 45 minutter 

4. klasse Afkodning (5 min.) Sprogforståelse og tekstforståelse (40 min.) 45 minutter 

6. klasse Afkodning (5 min.) Sprogforståelse og tekstforståelse (40 min.) 45 minutter 

8. klasse Afkodning (5 min.) Sprogforståelse og tekstforståelse (40 min.) 45 minutter

Forbered testen

Inden testen er det en god idé, at du orienterer dig i den tekniske brugervejledning på viden.stil

Du skal også huske at orientere forældrene om testen og dens formål. Du kan eksempelvis informere forældrene om, at testen ikke er en prøve eller eksamen, men et pædagogisk værktøj til faglig evaluering af eleverne, som ikke kan stå alene, men skal ses i sammenhæng med din øvrige viden om elevernes faglige styrker og udfordringer.

Det anbefales stærkt, at I laver en demotest med eleverne, så de kender opgaveformatet. Demotest findes på test og prøver

Prøve på særlige vilkår

Skolens ledelse beslutter, om der er elever med ordblindhed eller andre funktionsnedsættelser eller tosprogede elever med utilstrækkelige danskkundskaber, som skal tilbydes gennemførelse af test med ekstra tid, eller som skal fritages fra test. Ordblinde elever må selvfølgelig bruge AppWriter som tilladt hjælpemiddel.

onsdag den 4. januar 2023

Simple opgørelser af de nationale tests


Der er nu kommet simple opgørelser på elevernes resultater i de nationale tests i læsning. De er normbaserede.

For afkodningsdelen er der kun tale om to kategorier:

"Under middel" hvor 25 % af eleverne ligger
"Middel" hvor 75 % af eleverne ligger

I tekst- og sprogforståelsesdelen er der 5 kategorier, som I kan oversætte med de gamle nationale tests normbaserede skala

10 % af eleverne: klart under middel / 02
25 % af eleverne: under middel / 4
30 % af eleverne: middel / 7
25 % af eleverne: over middel / 10
10 % af eleverne: klart over middel / 12

Medianen er den midterste værdi i "antal korrekte svar" og er altså ikke det samme som gennemsnittet.

Så vidt jeg kan se, kan I ikke udprinte et papir til forældrene. I må derfor skrive til forældrene over Aula eller i Meddelelsesbogen omkring resultatet.

tirsdag den 6. december 2022

Hogrefes digitale læseprøver


Kære alle dansklærere

Inden I laver læseprøver i jeres klasse, skal I huske at lave en fælles introduktion til klassen. I kan finde elevintroduktioner på Hogrefe skoleportal under punktet Hjælp til venstre i den grå menu. I kan også finde elevintroduktioner på vores fælles drev under mappen "læsevejledere på Hørsholm Skole" > "Hogrefe prøver indskoling, mellemtrin og udskoling"

I kan tilgå linket her: Elevintroduktioner

Når eleverne skal gå ind på læsetesten, skal de logge ind på siden:

 https://skriftsprogligudvikling.hogrefe.dk/

Når I skal se jeres elevers læsetests igennem, skal I gå ind på Hogrefes skoleportal.

mandag den 7. november 2022

Guided Reading


 Guided Reading er en læsemetode, der styrker læsningen i indskolingen og skaber variation samt et øget ordforråd blandt eleverne. 

Guided Reading stammer fra England, hvor det er en del af literacyundervisningen på lige fod med Guided Writing. Læsemetoden går ud på, at eleverne læser i små grupper. Grupperne er tilpasset elevernes individuelle niveau, og der er støtte fra en lærer eller pædagog. 
 

Styrket læselyst

Formålet med Guided Reading er at styrke læsningen i en tidlig alder, ved at sætte eleverne til at læse bøger, de kan læse med næsten 90 % nøjagtighed. Bøgerne skal vælges med omhu og meget gerne tage afsæt i elevernes viden om verden, således at læseren sættes i en autentisk læsesituation. Ud fra få strategier, støtte og dialog, kan eleverne således nemt forstå og relatere til indholdet. Der er fokus på bogens handling, men eleverne benytter også problemløsningsstrategier i arbejdet med at finde ord, de ikke kender. Desuden arbejdes sætningsopbygning.

Formålet bliver derfor at få eleverne præsenteret for forskellige tekster, og at eleverne med lidt støtte formår at overføre strategierne til en ny ukendt tekst. Det endegyldige mål er således at få selvstændige læsere på et tidligere tidspunkt.

Selvstændige læsere
Med Guided Reading sættes eleverne hyppigere i en autentisk tilrettelagt læsekontekst, hvor de mødes på det niveau, de er. Lærerens rolle er at guide eleverne gennem læsningen, samt den efterfølgende samtale om bogens handling, hvorfor formålet med at læse en bog pludselig bliver synliggjort for den enkelte elev. Eleverne introduceres, under Guided Reading, for ukendte ord og sætninger samt læse- og tekstforståelsesstrategier med støtte fra en lærer, hvilket hjælper dem til at blive bedre og selvstændige læsere.
 

Beskrivelse af praksis

Eleverne sidder i deres gruppe med den samme lærer hver gang, så hun/han kender dem og deres niveau. Læreren arbejder ud fra en læseguide, der er specifikt udarbejdet til én bog, hvorfor det er vigtigt at holde sig for øje, hvad fokusområdet er fra bog til bog. Dette varierer i takt med at niveauet stiger. Selve læsningen er delt op i tre faser; før, under og efter læsning.

Før læsningen
Læreren sætter rammen for læsningen og aktiverer elevernes baggrundsviden ved at kigge på bogen sammen med eleverne. Nu igangsættes forskellige forforståelsesaktiviteter. Det kan være en hurtig bladren gennem bogen, hvor eleverne ud fra billederne forudsiger, hvad den handler om.

Lærer og elever taler om titlen og dens betydning, drøfter nye ord eller taler om genren. Minder bogen dem om noget de har læst før? Eleverne indgår i dialog, stiller spørgsmål, opdager information i teksten, samt opbygger en forventning til bogens handling.

Under læsningen
Læreren læser først bogen højt for eleverne, mens hun/han peger med sin finger under hvert et ord. Dernæst læser eleverne selv bogen, mens de peger med fingeren under hvert ord. Her er det vigtigt, at læreren kan se, hvorvidt eleven ”kan få det til at passe” - altså pege under hvert ord.

Lærerens fornemmeste opgave er at få motiveret læseren, samt få eleven til at vælge en anden strategi, eksempelvis: ”hvor er det godt, du peger under hvert ord” eller ”godt, prøv at gå tilbage og få det til at passe”. Undervejs noterer læreren i et evalueringsark, hvorvidt eleven peger under ordene, kan læse lydene samt hvorledes udviklingen ser ud. Her stilles krav til, at eleven er aktiv og forsøger at læse ordene og sætte handlingen ind i en kontekst.

Efter læsningen
Når eleverne har læst bogen et par gange, og læreren har lyttet til dem alle, følges der op med en dialog. Handlede bogen om det, eleverne troede, den handlede om? Hvorfor og hvorfor ikke? Her aktiveres elevernes refleksionsevne. Sammen dykkes der ned i teksten, og eleverne leder efter konkrete ord/sætninger, der be- eller afkræfter det, de troede, således at de kan argumentere for det, de siger.

I hver bog er der et fokusord, som eleverne kan skrive med tusch på en tavle, stave med magnetbogstaver, samt tælle hyppigheden af ordet i bogen. Allerede på et tidligt stadie forventes det, at eleverne kan omsætte deres forståelse af teksten til et mundtligt plan.



onsdag den 2. november 2022

Information om de nye digitale ST-prøver


 

Sådan tages ST-Digital

I skal booke ST-digital på Hogrefes skoleportal: https://skole.hogrefe.dk/. Her skal i klikke på ST - internetudgave i menuen til venstre.  Hvis I ikke har ST-prøverne stående, så skriv til Louise. Det er fordi, I mangler et flueben på skoleportalen:)

Er I i tvivl om, hvilken prøve I skal tage, kan I se på drev under "Læsevejledere på Hørsholm Skole" > "Testoversigt". I kan bruge linket her: Testoversigt

På skoleportalen kan I finde elevintroduktioner under "Hjælp" > "elevintroduktioner". Jeg har også lagt Elevintroduktioner på drevet under "Læsevejledere på Hørsholm Skole" > "St-prøver". I kan bruge linket her: St-prøver elevintroduktioner

Den fælles elevintroduktion tager ca. 10 min. Selve prøven tager ca. 2 lektioner. Alle instruktioner er indtalt i prøven, så den fælles introduktion er til den lærer, der gerne vil give sine elever indblik i opgavetyperne.

Når eleverne har fået introduktion til prøven, skal de logge ind på https://skole.hogrefe.dk/ og klikke på ST under "elevlogin til afvikling af prøver". Eleverne skal derefter logge ind med deres unilogin. Er der kun oprettet én ST-prøve, starter den automatisk op. Eleverne kan kun gå EN opgave tilbage, når de er i gang. Når de er færdige trykker de på "Afslut prøve".

I kan se vejledning til prøven på hogrefes skoleportal under "hjælp" > "vejledning til brug af hjemmesiden" > "ST digital". Tryk på linket ovenfor.

Oplæsning
I alle opgaver har eleverne mulighed for at få opgavens instruktion læst op, og i nogle opgaver har eleverne også mulighed for at få læst selve opgave en. Dette skal benyttes ved Staveprøve og Auditiv lydanalyse ST3-5. I de resterende opgaver kan eleverne frit vælge, om de vil have opgaven læst op. I opgaven "Store bogstaver" læses hele teksten op på én gang. I opgaverne "sprogrigtighed og forkortelser" er der ikke mulighed for oplæsning. Eleverne trykker på play-ikonet for at få læst en opgave op.

Oplæsningsstøtte til ordblinde elever
Som udgangspunkt er der spærret for brug af it-hjælpemidler. Læreren kan dog i forbindelse med oprettelsen af prøven eller på et senere tidspunkt åbne for adgang til it-hjælpemidler. På Hørsholm Skole anvender vi AppWriter til oplæsningsstøtte og ordforslag. Dette gøres via prøveoversigten på skoleportalen. I må kun tildele elever oplæsningsstøtte, der er testet ordblinde eller har adgang til Nota pga. andre læsevanskeligheder. Hvis I er i tvivl, så spørg Louise.

Rapporter
Når en klasse har gennemført en ST Digital, kan man via Hogrefes skoleportal hente rapporter. I både den diagnostiske staveprøve og den auditive lydanalyse er der normer angivet som C-værdier for elevernes rigtige besvarelser. Desuden er der for de enkelte fejltyper og opgaver i "Basiskundskaber" angivet, om det faglige område er sikkert indlært, usikkert eller ikke indlært.
C0-C2: tyder på alvorlige indlæringsvanskeligheder
C3: usikkert indlært
C4: under middel
C5: middel
C6: over middel
C7-10: langt over middel

Louise vil gennemgå de overordnede tendenser og opmærksomhedspunkter i staveprøven med jer til læsekonferencen.


tirsdag den 1. november 2022

Den nye prøvevejledning for skriftlig fremstilling

Så er den nye prøvevejledning for skriftlig fremstilling landet. 

Prøvevejledningen for skriftlig fremstilling er nu offentliggjort Selvom den er rettet mod 9.klasses-prøven, vil det være relevant at fokusere på de skriftsprolige kompetencer - allerede i udskolingen. 


Hovedpunkterne er : 

- Frivillig samtalerunde 

- Hjælpemidler : Fagspecifikke hjælpemidler er tilladte herunder internettet

Særlige vurdereringskriterier 

Funktion : Eleven skal sætte sig ind i en bestemt skrivesituation og skrive til en bestemt modtager fra en tydelig afsender. Opgaverne indeholder forskellige fremstillingsformer, der skal skreves med. 

Indhold : Indholdet i opgaven er meningsfuldt og relevant, og at der bruges ressourcer fra internettet og opgaveformuleringen. Herunder kilder.

Form : Hvordan fungerer den sprolige dimensionen i forhold til : formuleringer, sætningskonstruktion, layout mm. 


Prøvevejledningen kan tilgås her : Prøvevejledning ( se side 20)




'